Vejledning til trim af Granada 23:

Tanker om trim fra Per Thorshøj G23 DEN28 YAMS.

Med en fortid som Ynglingsejler (deltaget i 3 VM) og 10 år som chefmåler i den Internationale Yngling Klub, har jeg naturligvis tænkt mig om da jeg trimmede min G 23 DEN 28.

Først og fremmest skal man indstille mastens hældning agterud, dette styrer bådens balance på roret (luv/læ). Der er forskellige teorier om hvad der er det rigtige, men da båden blev konstrueret var teorien (Elvstrøms) at båden skulle balancere, så man kunne slippe roret og båden alligevel sejlede ligeud.

Andre har arbejdet med et dynamisk undervandsskrog, hvor man opnår et lift i undervandsskroget, hvis man har et tryk på roret for at falde af. Hvis man forestiller sig undervandsskroget som en flyvinge, hvor roret er flaps, kan man forestille sig at der kommer et lift på luv siden når man må side og trække i roret.

Personlig har jeg selv hældt til sidste teori, både som Ynglingsejler og senere med min G 23. I øvrigt har man indenfor America Cup, hvor der er flere muligheder for bevægelige dele i undervandsskroget, i nogle tilfælde opereret med ”negativ afdrift” altså at båden har suget sig op mod luv.

Derfor har jeg forlænget mit forstag. Da jeg fik rullefok fik jeg et forstag på 9.05m, om dette tal kan bruges til noget ved jeg ikke, da jeg ikke tror at alle G 23 har samme forstagsplacering, men når jeg ligger ved siden af en Drage, Soling, Yngling mm., så læner min mast lige så langt agterover som dem.

Næste projekt er at indstille topvanterne. Masten skal stå lige, sideværts, så med et målebånd hejst op i spiler- eller fokkefald, kan man måle sig frem til en præcision på under ½ omdrejning på vantskruen, ved måling til et ens referencepunkt på hver sin side af masten ved skandækket.

Hvor stor spænding der skal være i topvanterne er en smagssag, selv sætter jeg dem ikke særligt hårdt, da jeg har bakstag til at holde forstaget stramt, men i Yngling holdt jeg nu heller ikke af at stramme topvanterne særligt meget (Yngling har ikke bagstag). Hertil skal siges at vores hold har givet baghjul til folk som Teis Palm, Bo Selko, Claus Høj og andre notabiliteter tilbage i 80erne, når vi kørte.

Alt dette er et grundtrin man indstiller i havnen, uden belastning på masten af nogen art. Når undervanterne skal indstilles, er det nødvendigt at komme ud og sejle. Med belastning på masten (f.eks. på bidevind) kigger man op langs hulkelen. Falder masten til læ, ved undervantets fæstningspunkt, skal det pågældende undervant strammes, modsat hvis masten laver en bule mod luv. Sejlet er konstrueret til at masten skal være lige her. Bemærk at forskellige vindstyrker kan give forskellige indstillinger af undervantet, men da topvantet er længere end undervantet, går det som regel lige op.

Agterstaget skal ikke anvendes ved et optimalt konstrueret storsejl, men ved øgende vindstyrker kan det være nødvendigt, i sambrug med cunningham, at flade storsejlet.

Et agterstag står midtskibs agter og bruges, i
både med fraktionsrig, til at bøje masten, med fokkestagets befæstningspunkt
som "omdrejningspunkt".

Elvstrøms idé er at de skal være balance i båden. Det er almindeligt kendt at hans (og
Kjærulfs) konstruktioner kunne balancere så der næsten ikke var noget rortryk.
Prøv om du kan finde en Bådnyt test af 1/4 tonneren (omkring 75-76)
der demostreres det at roret kan slippes i længere perioder uden at båden
ændrer kurs.